6. september 2025


Odsherred Forsyning varslede den 25. februar 2025 prisstigninger på op til 200 % for både nye og eksisterende kunder. Mange af de nye kunder er end ikke blevet tilsluttet, selvom de havde fået tilsagn om levering allerede i 2023 eller 2024.

 For at forhindre en massiv kundeflugt indførte Forsyningen samtidigt en urimelig høj udtrædelsesgodtgørelse på 1.632 kr./kvm – et beløb, der for nylig blev hævet yderligere til 1.842 kr./kvm. For et standardhus på 130 kvm svarer det til næsten 240.000 kr. Ingen almindelig husstand kan betale så meget blot for at komme ud af en kontrakt. Dermed låses kunderne fast i virksomheden – en kynisk udnyttelse af det monopol, Forsyningen reelt har.

 

Fair Fjernvarme Odsherred gjorde straks indsigelse og indgav via foreningens advokater hos DreistStorgaard klager til relevante myndigheder. Vores klager bygger på, at Odsherred Forsyning er løbet fra sine egne løfter til de nye kunder: billig varme, rabat til store huse og gratis udtrædelse. Samtidig påpeger vi, at fordi Forsyningen kun har formået at tilslutte ca. 200 ud af 2.500 nye kunder, væltes en gæld på 800 mio. kr. nu over på de eksisterende kunder – et forhold vi anser for ulovligt. 

Hvis Forsyningstilsynet afgør at der må væltes mindre gæld ind i Odsherred Varme så er konsekvensen, at både pris og niveau for udtrædelsesgodtgørelsen skal sænkes. Vi mener, at priserne skal ned, at det niveau der er meldt ud, er for højt og dermed ulovligt. Det betyder, at der efter vores opfattelse kommer til at ske det, at man skal have penge tilbage på et tidspunkt hvis man betaler efter de nye høje takster.

 

Desværre er det lykkedes Odsherred Forsyning at udnytte det som en del politikere efterhånden betragter som huller i lovgivningen til at forhale klagesagerne, så de ikke kunne afgøres inden de nye priser trådte i kraft den 1. juni. Resultatet er, at kunderne nu står med markant højere regninger – samtidig med at Forsyningen den 27. august meddelte, at Odsherred Varmes moderselskab – der efter vores opfattelse er en del af aftalerne med kunderne - er gået konkurs, og at kurator arbejder på et salg.

 Gang på gang har kunderne set beviser på at der ikke eksisterer den mindste forbrugerbeskyttelse når man er fjernvarmekunde.

 

Odsherred Varme har selv erkendt, at deres økonomi med den nye prisstruktur hviler på et meget tyndt grundlag, og at der ikke skal så meget til for at selskabet ikke kan overleve. Kundeflugt, lavere priser hvis de nedsættes af Forsyningstilsynet og endvidere hvis salget af Odsherred Forsyning mislykkes risikerer at forårsage en konkurs i Odsherred Varme. Hvis man i den situation har betalt for meget ind og skal have sine penge tilbage, ja så vil kundernes indbetalinger være tabt.

 Nogle fjernvarmekunder spurgte om de kunne få en sikkerhed for at få penge tilbage – men svaret fra Odsherred Varme var: NEJ.

 

Derfor har mange medlemmer af Fair Fjernvarme Odsherred valgt at betale deres faktura efter de gamle priser og deponere differencen på en lukket konto. Nogle betaler dog de gamle priser fordi de simpelthen ikke har råd til de nye. De vil medføre økonomisk ruin, særligt hvis man ikke får de penge igen man har betalt for meget. 

Det er ikke ”ulovligt” at tilbagebeholde en betaling hvis man ikke mener, at man skylder pengene. Det er en tvist mellem to aftaleparter ja, men Odsherred Varme tilbageholder på tilsvarende måde betalinger til fx entreprenører som de mener ikke har krav på at få deres penge.

 

Men der er en enkel løsning: 

Nordea, der som største kreditor har overtaget styringen i Odsherred Forsyning, kan udstede en bankgaranti til kunderne. Så snart garantien foreligger, vil kunderne naturligvis indbetale differencen.

 Med andre ord: kunderne er ikke uvillige til at betale – men vi kræver en sikkerhed for, at vores penge ikke forsvinder i et konkursbo.


Venlig hilsen

Bestyrelsen i Fair Fjernvarme Odsherred