Og nej det er desværre ikke en aprilsnar.

Odsherred Forsyning har i dag meldt de nye varmepriser ud, og det er langt fra opløftende læsning for kunderne.

Her og nu hæfter vi os ved følgende punkter.


Prisnedsættelsen

Prisnedsættelsen er meget beskeden i forhold til de voldsomme stigninger, kunderne allerede har fået.

Det er kun det faste bidrag der sænkes og kun med 20 kr. pr. kvm bolig om året.

Det kan vi slet ikke få til at stemme overens med Forsyningstilsynets afgørelse. Odsherred Forsyning fik påbud om at kun 279 mio kr af de 800 mio kroner restgæld kan kræves dækket af kunderne. Det er en reduktion i omegnen af 60% af gælden. Men effektbidraget sænkes nu kun med ca. 30%.

For en bolig på 130 kvm svarer det til 2.600 kr. - lyder godt men ikke hvis du inden da er steget med ca. 10.000 kr.


Refusion af for meget opkrævet beløb

Trods påbud fra Forsyningstilsynet tilbagebetaler Odsherred Forsyning ikke til de kunder, der indtil nu har betalt fuld pris efter taksten fra den 1. juni 2025.

De hævder, at tilbagebetalingen “spises op” af underdækning fra første halvår af 2025. 

Det mener vi er en prisstigning med tilbagevirkende kraft - uden varsling af kunderne. 

Hvis Forsyningstilsynet har nikket grønt lys til det så er de vendt på en tallerken den seneste måned. Og det vil vi meget gerne have en forklaring på.


Udtrædelsesgodtgørelsen

Udtrædelsesgodtgørelsen sættes ned fra 1.842 kr. pr. kvm til 872 kr. pr. kvm – stadig omkring 113.000 kr. for et hus på 130 kvm.

Beregningen er uigennemsigtig og vi kan ikke følge hvordan Odsherred Forsyning er kommet frem til lige netop det beløb. 

Direktøren i Odsherred Forsyning, Pernille Ingildsen, har over for pressen udtalt at de fastholder udtrædelsesgodtgørelsen så gælden ikke væltes over på de resterende kunder. 

Men det har Forsyningstilsynet jo netop meddelt i deres afgørelse fra den 16. februar at Odsherred Forsyning ikke må gøre.

Samtidigt ligger der flere afgørelser i Ankenævnet på Energiområdet som giver nye kunder fra efter 2019 fuld medhold i at de kan komme gratis ud. 


Er dette godkendt af Forsyningstilsynet?

Odsherred Forsyning oplyser, at de har været i dialog med Forsyningstilsynet om prisfastsættelsen.

Det kommer vi til at efterprøve ved direkte henvendelse til Forsyningstilsynet.


Udsættelse af Odsherreds Forsynings klagefrist

Forsyningen har samtidig bedt om udsættelse af fristen for at beslutte, om de vil acceptere Forsyningstilsynets afgørelse til efter et salg af Odsherred Forsyning. 

Ewii er fortsat eneste interesseret køber. Og det fremgår i dag i pressen at de har sat Odsherred Forsyning stolen for døren og krævet en salgsaftale inden for de kommende måneder. Ellers dropper de opkøbet.

Det er i vores optik ikke en valid begrundelse for at udskyde fristen at de vil vente på et salg af moderselskabet. Vi ser det som et forsøg på at holde kunderne hen i det uvisse og gøre det sværere for os at vurdere om vi skal, kan eller bør købe Odsherred Varme.


Fortsat udrulning af fjernvarme i Odsherred Syd - måske ...

Forsyningen fortsætter tilslutningen til fjernvarme i Fårevejle St., mens de stadig ikke kan give en klar melding til de utilsluttede kunder i de øvrige områder, udover at “sagen har selskabets fulde opmærksomhed”. 

Det har de nu haft i Forsyningen i næsten 2 år. Det er uholdbart at ca. 900 kunder uden tilslutning fortsat holdes hen i det uvisse.


FFVOs foreløbige konklusion

På baggrund af denne udmelding står én ting klart: 

Vi er som kunder fortsat stavnsbundne til en virksomhed, der ikke handler i kundernes interesse men fortsat kun tager hensyn til sine kreditorer. 

Det vil kun få de kunder som hidtil har holdt sig afventende om de vil fortsætte som fjernvarmekunde eller ej til at komme ned fra rækværket og spidse blyanten til deres klager til Ankenævnet på Energiområdet.

Samtidigt er det værd at bemærke at bestyrelsen som nu har truffet beslutning om de nye takster, i en foreløbig afgørelse fra Energistyrelsen er blevet vurderet som værende ulovlig fordi der ikke er forbrugerrepræsentanter. Det må siges at være tankevækkende.


Næste skridt

Handleplanen, vi præsenterede for foreningens medlemmer på generalforsamlingen i søndags, gælder derfor fortsat:

1. Afvent de nye priser fra Odsherred Forsyning

2. Beslut om du vil fortsætte som fjernvarmekunde


Hvis man vil ud vil næste skridt for de fleste være at starte en klageproces i Ankenævnet på Energiområdet for at få nedbragt udtrædelsesgodtgørelsen eller helt fjernet den.

Undtagelsen er de kunder som er omfattet af tilslutningspligten på deres bolig. Her må de desværre fortsat vente på at byrådet i Odsherred Kommune indfrier deres løfte før kommunalvalget at de vil lave en ny lokalplan og ophæve tilslutningspligten i år.


Medlemmer modtager i løbet af weekenden et fyldigt referat fra generalforsamlingen med handlingsplan og en opdatering på den seneste udvikling samt næste skridt efter et møde med foreningens advokater.

I de kommende uger sender vi vejledninger til klager til Ankenævnet ud så de medlemmer der ønsker at komme ud af fjernvarmen kan starte processen op.


Venlig hilsen
Bestyrelsen


P.S. Husk at du som medlem kan få løbende opdateringer i FFVOs lukkede Facebookgruppe: FFVO


P.P.S. Ikke medlem endnu? Det kan stadig nås - vi har ingen karenstider.

Meld dig ind i FFVO via dette link: Jeg vil gerne være medlem


P.P.P.S Vil du ikke være medlem men blot støtte foreningens arbejde for fair fjernvarme? 

Så siger vi tusind tak for støtten. ❤️🔥

Skriv gerne "donation" i kommentarfeltet så bliver vores kasserer glad.