19. oktober 2025

Dette er en opdatering til vores tidligere opslag om den ulovlige bestyrelse i Odsherred Varme.

Dengang vidste vi ikke, at de ansvarlige – Nordea, kommunen og rekonstruktørerne – allerede havde kendt til ulovligheden i et år.

Det har vi nu kunnet afsløre.

Fair Fjernvarme Odsherred har derfor gennem vores advokater indsendt yderligere klager til en række myndigheder om den ulovlige bestyrelse og de beslutninger, der er truffet på et ulovligt grundlag.

Kommunen, rekonstruktørerne, Odsherred Varme og Nordea har alle vidst det

En mail fra advokatfirmaet Bech Bruun til Odsherred Kommune – dateret 30. september 2025 – afslører, at kommunen allerede 22. november 2024 blev gjort opmærksom på, at den bestyrelse Nordea indsatte dagen før, ikke opfyldte kravet om forbrugerrepræsentation.

Det betyder, at alle centrale aktører – Nordea, Bech Bruun, Kroman Reumert og Odsherred Kommune – har haft kendskab til ulovligheden i over et år, men intet har gjort for at rette op på den.


Dybt skuffet over kommunens ageren

Vi er dybt skuffede over Odsherred Kommunes håndtering af sagen.
Gennem det seneste år har kommunen igen og igen fortalt os, at de ville ønske, de kunne hjælpe, men at de desværre var sat uden for døren af Nordea.

Nu viser det sig, at kommunen hele tiden har haft nøglen i hånden – viden, der kunne have givet både kommunen og kunderne mulighed for at sætte en stopper for den uretfærdighed, der nu er sket. En uretfærdighed som har fået store økonomiske konsekvenser for kunderne.


Ulovlige beslutninger med store konsekvenser

Siden de blev indsat har den ulovlige bestyrelse truffet en række afgørende beslutninger – herunder:

  • Rekonstruktionsforslaget fremlagt for Skifteretten den 1. juli 2025
  • Den nye prisstruktur anmeldt til Forsyningstilsynet den 31. maj 2025

Begge dele er udarbejdet og indsendt af en bestyrelse, som ikke var lovligt sammensat.
Det betyder, at beslutningerne kan være ugyldige, og at kunderne – som skulle have haft repræsentanter i bestyrelsen – er blevet frataget deres ret til indflydelse.


Hvis kunderne havde haft en stemme ved bordet…

Havde der siddet et flertal af forbrugerrepræsentanter i bestyrelsen, som loven kræver, ville mange af de beslutninger vi i dag har været nødt til at klage over, aldrig være blevet truffet. Forbrugerrepræsentanterne ville have krævet at lovligheden blev undersøgt til bunds inden regningen for fjernvarmeskandalen i Odsherred blev væltet over på kunderne.


På tide at myndighederne griber ind

Det er nu på høje tid, at myndighederne reagerer. Foreningen har allerede ventet i snart 6 måneder på afgørelser i de allerede verserende klager.

Via vores advokater i DreistStorgaard har Fair Fjernvarme Odsherred bedt Forbrugerombudsmanden, Ankestyrelsen, Forsyningstilsynet og Erhvervsstyrelsen om at tage affære. Vi forventer, at de undersøger sagen til bunds og sikrer, at lovgivningen bliver overholdt – også når det gælder store aktører som banker, advokathuse og kommuner.

De beslutninger, der er truffet af en ulovlig bestyrelse, må ikke få lov at stå ved magt.


Støt vores fortsatte kamp

Foreningen kæmper Davids kamp mod Goliat.

Hvis du også mener at de store ikke må tryne de små så støt os i vores kamp.

Fjernvarmekunderne i Odsherreds Varme har krav på lovlig repræsentation, gennemsigtighed og retfærdighed – og vi stopper ikke, før det sker.