29. november 2025


Den 27. november var FFVO inviteret til Christiansborg for at give foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Formålet var at sætte fokus på, hvordan skandalen i Odsherred har rystet forbrugernes tillid til fjernvarmen som en tryg og stabil energiløsning.

Allerede nu ser vi konsekvenserne på landsplan. Flere fjernvarmeprojekter må lukke ned, fordi forbrugere ikke tør tilslutte sig. Når man som kunde risikerer både at få ødelagt sin privatøkonomi mange år senere – og samtidig blive stavnsbundet på ubestemt tid – siger det sig selv, at tilliden forsvinder.


Tre alvorlige huller i lovgivningen

Gennem vores arbejde de seneste syv måneder har vi afdækket flere alvorlige mangler i lovgivningen, som i praksis efterlader fjernvarmekunder uden reel forbrugerbeskyttelse.

Ved foretrædet valgte vi at fremhæve de tre vigtigste problemstillinger – samt vores konkrete forslag til løsninger. Skal fjernvarmen reddes som en central del af den grønne omstilling, er det efter vores vurdering helt afgørende, at disse tre forhold bliver løst politisk.
Nederst på siden finder du det anbefalingsnotat, vi har afleveret til udvalget med alle vores anbefalinger.



Positiv modtagelse i udvalget

Foretrædet blev en rigtig positiv oplevelse. Udvalgets medlemmer – på tværs af partier – tilkendegav, at de ønsker at arbejde videre med vores forslag til bedre beskyttelse af fjernvarmekunderne.

Allerede dagen efter havde udvalget sendt en række spørgsmål til ministeren med afsæt i vores anbefalinger. På længere sigt kan der blive tale om et egentligt samråd, og vi har fået tilsagn om løbende inddragelse i processen.

Rasmus Langhoff (S) og Peter Skaarup (DD) bliver politiske tovholdere på arbejdet fremover og foreningens kontaktpersoner.


Håb for fjernvarmen

Det er vores håb, at skandalen i Odsherred – trods de store omkostninger for mange forbrugere – på sigt kan føre noget positivt med sig: Nemlig en stærkere, mere retfærdig og mere gennemsigtig forbrugerbeskyttelse for fjernvarmekunder i hele Danmark.

Anbefalingsnotat FFVO ved foretræde for KEF-udvalget den 27. november 2027