Så kom den afgørelse, vi har ventet på i ti lange måneder.
Forsyningstilsynet har nu truffet afgørelse om de nye varmepriser – og resultatet er et klart medhold til kunderne.
Forsyningstilsynets afgørelse
Tilsynet fastslår, at Odsherred Forsyning ikke har handlet økonomisk forsvarligt i forbindelse med den massive udvidelse af fjernvarmenettet i perioden 2021–2025. Allerede i april 2022 burde projektet have været stoppet eller genvurderet, fordi budgettet ikke længere var realistisk.
Samtidig slår tilsynet fast, at de udmeldte varmepriser er urimelige efter varmeforsyningsloven.
Konsekvenserne er markante:
• Afskrivningsgrundlaget fastsættes til 276 mio. kr.
• Odsherred Varme skal inden 6 uger anmelde nye, lavere priser
• Eventuel overdækning skal tilbageføres til kunderne
Afgørelsen betyder reelt, at selskabet ikke kan lade kunderne betale for den fulde gældsætning på 800 mio. kr., som blev besluttet i rekonstruktionen i juli 2025.
Hvad det konkret betyder for varmeprisen pr. husstand, ved vi endnu ikke. Men afgørelsen er en meget vigtig sejr for kunderne – og en klar bekræftelse af det, vi hele tiden har sagt: Det er ikke kunderne, der skal betale for uforsvarlige dispositioner.
Afgørelsen betyder også, at der nu er en restgæld i Odsherred Varme på ca. 500 mio. kr., som kreditorerne ikke længere må opkræve hos kunderne. Hvilke konsekvenser det får for selskabet, ved vi endnu ikke. Men bankerne har ikke tidligere villet acceptere så store tab, og hvis de ikke vil det nu og ikke kan få ændret afgørelsen via en klage, går Odsherred Varme konkurs. Det er op til kreditorerne at beslutte, om der skal indledes en ny rekonstruktion eller blot en konkurs.
Odsherred Varme er naturligvis tillige presset af alle de grupper af fjernvarmekunder, der pt. får lov at udtræde gratis samt om afgørelsen fra Energistyrelsen om, at flertallet i bestyrelsen skal bestå af os fjernvarmebrugere.
Hvad sker der nu?
FFVO og vores advokater hos DreistStorgaard følger sagen tæt. Vi afventer selskabets udmelding om de nye priser og om afgørelsen accepteres, eller om den vil blive påklaget.
Kampen for fair fjernvarme er langt fra slut – men vi kan nu se lys for enden af radiatoren.
Der udestår fortsat afgørelser i en række andre klager, og vores kamp for fair fjernvarme er endnu ikke endeligt afsluttet. Afgørelsen giver os et stort og vigtigt skub i den rigtige retning, men det er afgørende, at vi holder fast i presset på Odsherred Forsyning og fortsat står sammen.
David vandt over Goliat, fordi vi alle løftede i flok.
Tak for jeres opbakning, jeres tålmodighed og jeres vedholdenhed.
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Fair Fjernvarme Odsherred

.png?rotate=0)