16. maj 2025

I går var Fair Fjernvarme Odsherred til stede i Skifteretten sammen med vores advokater fra DreistStorgaard. Mødet handlede om rekonstruktørernes anmodning om at udskyde rekonstruktionsprocessen, da de ikke er færdige med deres arbejde. Dette blev godkendt af retten, og den nye dato for rekonstruktionsmødet er nu fastsat til 1. juli.


Vi kæmpede for at udskyde prisvarslingen – men uden held

På vegne af vores medlemmer forsøgte vores advokater at få rekonstruktørerne til at udskyde varslingen af de nye varmepriser, indtil de relevante myndigheder har behandlet de indgivne klager.

Desværre blev dette afvist.

Rekonstruktørerne mente ikke, at der var nogen grund til at vente – til trods for, at de samtidig forklarede, at deres rekonstruktionsplan ikke er færdig, fordi “det endelige driftsbudget ikke er klart endnu.”

Dette rejser naturligvis spørgsmålet: Hvordan kan de så allerede nu fastsætte varmeprisen og kræve, at kunderne skal betale?


Forsøg på at sikre kundernes rettigheder – afvist

Vi anmodede også om, at retten indsatte en tredje rekonstruktør, som kunne repræsentere kundernes interesser. Dette blev desværre afvist.


En lille sejr: Anerkendelse som “berørt part”

Trods modstanden fik vi en vigtig anerkendelse:

Skifteretten har nu officielt anerkendt Fair Fjernvarme Odsherred som en “berørt part” i rekonstruktionsforløbet.

Det er en åbning, som vores advokater vil forfølge for at sikre, at vi får indsigt i beslutningsprocesserne samt at kundernes stemme bliver hørt. Selvom det helt klart er til irritation for de store kreditorer. 


Hvad sker der nu?

Fair Fjernvarme Odsherred fortsætter kampen for at få udskudt prisvarslingen. Vi arbejder på flere fronter:

Vi presser på for at få kommunen og relevante myndigheder til at støtte vores krav om at udskyde prisvarslingen.

Vi undersøger alternative løsninger for, hvad vi som kunder kan gøre, hvis prisvarslingen bliver fastholdt.


Støt kampen for fair fjernvarme

Vil du være med til at sikre gennemsigtighed og retfærdige vilkår for fjernvarmekunderne i Odsherred?

Denne kamp handler om mere end varmepriser – den handler om retfærdighed og gennemsigtighed for kunder. 

Du kan gøre en forskel ved at:

Blive medlem af Fair Fjernvarme Odsherred og få indflydelse.

Støtte med et valgfrit beløb – hver donation hjælper os i arbejdet.


Læs mere og støt her: Bliv Medlem - eller Giv et støttebidrag


Tak for jeres opbakning