29. maj 2025
Forsyningstilsynet har desværre meddelt, at vores klage ikke får opsættende virkning. Det betyder, at prisstigningen pr. 1. juni ikke bliver udskudt, og at betalingsfristen den 2. juni stadig gælder.
Et smuthul bliver udnyttet
Forsyningstilsynet forklarer, at de ikke kan tage stilling til vores klage, før de har modtaget en officiel anmeldelse af de nye takster fra Odsherred Forsyning.
Og Forsyningen har valgt at vente helt til 31. maj – altså dagen før taksten træder i kraft – med at sende den anmeldelse.
Det betyder i praksis, at vores klager ikke kan behandles, før prisstigningen er trådt i kraft. Det er lovligt – men fuldstændig urimeligt.
Det afslører, at vi står over for en iskold strategi fra rekonstruktørerne og Nordea, som udnytter systemet til at få betalingerne i hus, før nogen når at reagere.
Hvad er næste skridt?
Vores advokater hos DreistStorgaard banker på døren hos Forsyningstilsynet mandag morgen og kræver indsigt i de takster og det budget, som Odsherred Forsyning har anmeldt.
Det vil give os et nødvendigt indblik i, hvilke beregninger der ligger til grund for de voldsomme prisstigninger – og det bliver afgørende for vores næste skridt i de kommende uger.
Hvor står vi lige nu:
- Af de 2.500 nye kunder, hvis varmeregninger oprindeligt skulle betale anlægsudgifterne, er kun 500-700 reelt tilsluttet og har fået noget for pengene.
- Ca. 2.100 gamle kunder er nu stavnsbundet til værket med voldsomme udtrædelsesgebyrer – uden at have fået noget som helst for de 1,4 mia. kr., der er brugt.
På baggrund af den behandling, kunderne hidtil har fået, ligger det desværre lige for at konkludere: Rekonstruktørerne planlægger, at det er de gamle kunder, der skal betale regningen.
Vi håber, at Forsyningstilsynet og andre relevante instanser snart træder i karakter og stopper det, som vi vurderer er en dybt problematisk og ulovlig plan.
Håbet dør sidst – men vi må være ærlige: vi står over for stærke modstandere, der ikke vil kunderne eller Odsherred noget godt.
Hvad kan du selv gøre?
Selvom sagen lige nu føles frustrerende, har vi stadig muligheder:
1. Gennemgå din faktura
Mange fakturaer indeholder regnefejl. Finder du fejl, har du et oplagt klagepunkt som kan være med til at udskyde din betalingsfrist.
2. Brug vores tekstskabeloner
Vi har lavet tre skabeloner, du kan sende til Forsyningen:
- Har du fundet fejl i din faktura?
- Ønsker du at betale under protest?
- Vil du kun betale den gamle takst for hele kvartalet?
Mailen med vejledning og tekster er sendt ud til alle medlemmer.
Har du ikke modtaget den, så kontakt os på info@ffvo.dk.
Du finder også vejledningen her på hjemmesiden: Vejdledning til klage over faktura
3. Aflæs din måler den 31. maj
Tag et foto af din måler sidst på dagen – billedet fungerer som dokumentation, hvis du bliver opkrævet for forbrug, der ligger før prisstigningen.
Her er et eksempel - husk at hele måleren kan ses på billedet så du kan dokumentere at det er din måler.
💸 Støt kampen – vi har brug for jer
Vi er nu 1.400 medlemmer – og det seneste opråb om støtte har indbragt 7.000 kr.
Tak for hver en krone. Men vi får desværre brug for mere støtte hvis vi skal kunne fortsætte med samme styrke.
Meld dig ind i foreningen: Bliv medlem
Ellet giv et støttbidrag - alt hjælper stort som småt.
Støt her Støttebidrag
eller scan QR koden til Mobile Pay - kode #64591
Vi starter også en hvervekampagne hen over sommeren og vil opsøge Odsherreds virksomheder, der også bliver ramt af følgerne.
Har du idéer eller vil hjælpe? Kontakt din lokale ø-gruppe.
Find deres email adresse her: Ø-Grupperne
Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget
Det her er ikke bare en kamp om varmepriser – det er en kamp om retfærdighed, gennemsigtighed og tillid.
Vi er de eneste, der ikke bærer ansvaret for skandalen – og vi skal IKKE være dem der står tilbage med regningen.
Lad os fortsætte sammen – og kæmpe for et Odsherred, hvor det fortsat er værd at bo.
Venlig hilsen
Bestyrelsen

.png?rotate=0)

